Kompostmuld til dine grønne fingre

Nu kan du hente kompostmuld til dine grønne projekter på genbrugsstationerne i København.

Kompostmulden kan bruges som jord til dine blomster og planter i altankasser, krukker, potter og i haven. Kompostmulden er klar til brug – og kan bruges indendørs og udendørs.

Kompostmulden er blevet til ved at kompostere københavnernes haveaffald sammen med genanvendt sand og jord. På den måde får vi mere ud af vores fælles ressourcer.

Kompostmulden er spagnumfri, men da kompostmulden er produceret af genanvendt jord, sand og haveaffald kan det indeholde synlige rester fra fx affald og ukrudt. Der er også en lav risiko for at, der kan forekomme usynlige rester fra fx pesticider, PFAS og tungmetaller. Risikoen er meget lav, da sandet og jorden som anvendes i komposteringen, er udvalgt fra steder uden mistanke om forurening.

Prøver fra komposteringspladser har vist, at niveauerne af pesticider og andre skadelige stoffer ligger meget lavt og under gældende grænseværdier. Den færdige endelige kompost prøvetages og overholder EU's kvalitetskrav.

Læs mere om kompostmuldens sammensætning

Kompostmuld på nærgenbrugsstationer:

Her kan du nu afhente kompostmuld i små mængder, der passer til dine hjemlige grønne projekter som fx beplantning i plantekasser, potter og krukker. Medbring din egen pose eller beholder til kompostmulden.

Du kan hente på alle nærgenbrugsstationer undtagen Christiania Nærgenbrugsstation og Kay Fiskers Plads Nærgenbrugsstation.

Kompostmuld på genbrugsstationer: 

Her kan du fortsat afhente store mængder kompostmuld til fx større haveprojekter. Her kan du ankomme med bil og trailer. Der er også her, du skal aflevere dit haveaffald.